Arbejdsliv

Nye afgifter på poser og engangsservice fra 2021

En afgiftsstigning for bæreposer og engangsservice træder i kraft 01.01.21 og betyder mindre prisstigninger på produkter, der falder under denne kategori.

I forbindelse med afgiftsreguleringen, der blev vedtaget kort før jul 2019, kommer der nu en ny afgiftsstigning, som træder i kraft den 1. januar 2021.    

Formålet med bæreposeafgiften er at begrænse anvendelsen af bæreposer af papir og plast i samfundet, og derigennem nedbringe plastforureningen i naturen. Afgiften på engangsservice er også med til at begrænse anvendelsen af engangsservice, og derigennem nedbringe affaldsmængderne.

 

Krav om minimumspris på bæreposer

Fra den 1. januar 2021 træder en ny lov i kraft, som dikterer, at alle butikker skal opkræve en minimumspris på fire kroner for en bærepose. Uanset om det er poser af plastik, papir eller et andet materiale.

Dog vil de tynde plastikposer uden bærehåndtag, som man kender fra supermarkedernes grøntafdelinger, blive ved med at være gratis af hensyn til hygiejne og for at undgå madspild.

Det nye krav om en minimumspris på fire kroner for bæreposer er en del af flere nye tiltag for at nedbringe forbruget af plastik.

Læs mere på retsinformation.dk

 

Stigning i afgift på bæreposer

Den nye afgiftsstigning gælder alle poser fremstillet af plast, papir, majsstivelse m.v. og med et rummål over 5 liter.

Poser med et rummål under 5 liter er ikke omfattet af afgiften. Det samme gælder poser, der er umiddelbart sammenlignelige med bærenet og tasker, fx poser af meget kraftig plast eller stof.

Stigning i afgift på engangsservice

Den nye afgiftsstigning omfatter også engangsservice uanset fremstillingsmateriale, både knive, gafler, skeer, tallerkener og krus m.v. Engangsservice er afgiftspligtigt både til privat og erhvervsmæssigt brug, også selv om varen udelukkende er af en type og art, der kun bruges erhvervsmæssigt.

Hvor stor er afgiften?

Statens afgiftsatser 2021 skema_2.jpg

Kilde: Skatteministeriet

Har du spørgsmål til afgifter på poser og engangsservice, er du velkommen til at kontakte kundeservice, hvor vi som altid er klar med hjælp og rådgivning.